Fik du det hele med Folkemødet? Gense vores debatter her
Årets største politiske festival åbnede i Allinge på Bornholm d. 13-16 juni, 2019. DXC var klar til at tage del i samfundsdebatten og inviterede til debat om hvordan vi opdager svindel med brug af kunstig intelligens og fremtidens sundhedsvæsen.
Sammen med IT-branchen inviterede DXC til debat på Folkemødet, hvor der blev sat fokus på information-teknologiens udvikling og betydning for det danske samfund. DXC stod i spidsen for to debatter på IT-branchens IT-parat skib samt yderligere én debat om kunstig intelligens på Tænketanken
Den digitale detektiv: Fang tyven med kunstig intelligens!
Sager om hvidvask og svindel med udbytteskat har de seneste år fyldt meget i mediernes overskrifter. Socialt bedrageri, momssvindel og skatteunddragelse koster hvert år statskassen milliarder af kroner. Ved at analysere store datamængder på tværs af offentlige og private datakilder kan kunstig intelligens spotte uregelmæssigheder i transaktioner og adfærd og dermed hjælpe med at fange svindlerne.
Hvordan kan vi bedst udnytte de mange teknologiske muligheder? Er der en grænse for, hvilke beslutninger vi vil overlade til en computer? Hvad er prisen for alle de lovlydige borgere og firmaer, hvis deres data skal gennemanalyseres? Risikerer vi for alvor at give køb på privatlivet? Og hvor er retssikkerheden, hvis man kan blive mistænkt på baggrund af et datamønster, som kun en computer kan se? Vi tager debatten.
Deltagere:
Birgitte Arent Eiriksson, Vicedirektør, Justitia
Annika Mittún, Chef for Den Fælles Dataenhed, ATP
Dan Taki, Cand.merc.it, Board Member
Charlotte Jepsen, CEO, FSR – danske revisorer
Moderator:
Jette Aagaard Madsen, direktør, offentlig sektor, DXC Technology
Tid: 13. juni, kl. 16.00 – 17.00
H10 - IT-Paratskib
Kunstig intelligens: Nirvana eller Ragnarok?
Kunstig intelligens har potentialet til at revolutionere samfundet. Den kunstige intelligens sover aldrig og kan analysere langt flere data end menneskehjernen. Den kan træffe beslutninger på vores vegne. Men hvilket samfund får vi, når digitaliseringen spreder sig til alt fra sundhed, transport, kriminalitetsbekæmpelse og beslutninger i den offentlige administration? Kan vi mennesker gennemskue konsekvenserne, og hvordan forhindrer vi, at maskinerne tager magten? Får it-udviklere et særligt etisk samfundsansvar?
Provokunstneren Kristian von Hornsleth og forfatter Kaspar Colling Nielsen – kendt for sine samfundssatiriske bøger - diskuterer, hvordan teknologiske landvindinger igennem tiden har påvirket samfundet, og hvad vi skal være opmærksomme på i fremtiden. Landechefen for DXC Technology i Danmark, Peter Winther-Schmidt, giver sit bud på den samfundsmæssige værdi af kunstig intelligens i et gennemdigitaliseret samfund. Fremtidsforsker Liselotte Lyngsøe styrer slagets gang.
Deltagere:
Kristian von Hornsleth
Kaspar Colling Nielsen
Peter Winther-Schmidt, adm. direktør, DXC Technology
Moderator:
Liselotte Lyngsøe
Tid: 14. juni, kl. 12.00 – 13.00
K11 - Tænketanken
Det intelligente sundhedsvæsen
Sundhedssektoren har et umætteligt behov for ressourcer i takt med, at der opstår flere behandlingsmuligheder og at befolkningen bliver ældre. Nye teknologier har et stort potentiale i sundhedssektoren. Ikke blot kan vi ophæve geografien, når vi over SKYPE konsulterer en læge i Indien, der er ekspert i sit felt, men nye teknologier såsom kunstig intelligens og Internet of Things har potentiale til at transformere sundhedsvæsenet i retning af bedre behandling, pleje og omsorg og samtidig sikre ressourcemæssig balance.
Hvordan kan IT i sundhedsvæsenet nytænkes, så vi i ’point of care’ løbende kan få glæde af den viden og indsigt som vores sundhedsdata indeholder? Hvordan får vi innovation og agilitet ind i sundhedsvæsenet, så det kan holde trit med den digitale udvikling? Er debatten om én, to eller flere elektroniske patientjournaler relevant i dag? Vi tager debatten.
Deltagere:
Morten Elbæk, adm. direktør, Sundhed.dk
Mickael Bech, Professor på Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
Henrik Wieland, Salgsdirektør, Healthcare, DXC Technology
Moderator:
Charlotte Lundblad, Global Industry HR Direktør, DXC Technology
Tid: 14. juni, kl. 17.30 – 18.30
H10 - IT-Paratskib